Danskere på Østfronten i Waffen-SS
Ved historiker og forfatter Claus Bundgård Christensen
6.000 danskere deltog i nogle af Anden Verdenskrigs mest dramatiske begivenheder – på tyskernes side. Som en del af det nazistiske Waffen-SS kæmpede de med Hitlers mest fanatiske tropper under alt fra invasionen af Sovjetunionen i 1941 til Berlins sønderbombede gader i krigens sidste dage. Men hvordan kunne det være, at så mange danskere lod sig hverve? Og hvorfor tillod den danske regering det overhovedet? Tyskerne var da fjenden, de havde jo besat Danmark!
Men mange fandt ganske simpelt vej til Waffen-SS af ideologiske grunde. Og det billigede den danske regering mere eller mindre for at stille tyskerne tilfredse.
Men efter krigen faldt hammeren. Mange danske SS-soldater blev alligevel dømt og historietavlen blev visket ren. Vi lod i mange år som om, det aldrig var sket. Til dette foredrag vil ph.d., lektor i historie ved RUC Claus Bundgård Christensen fortælle historien om de danskere, der gik på den forkerte side af historien. Foredraget tager udgangspunktet i Claus’ bog ”Under hagekors og Dannebrog”.