I kampens hede - fra ridder til kampsoldat
Kom på en rundvisning om, hvordan det har været at være soldat gennem historien – dyk ned i specifikke slag og forskellige våben gennem tiden.
Har du nogensinde undret dig over, om ridderrustninger virkelig var så tunge, at ridderen knapt nok kunne bevæge sig? Hvorfor den danske hær slog alle deres heste ihjel, da den trak sig tilbage fra Slaget ved Helsingborg i 1710? Eller hvordan danske soldater i Afghanistan egentlig var udstyret, og hvor varmt det var for dem at have den tunge uniform på i den afghanske ørken? På denne rundvisning vil du igennem vores udstillinger lære, hvordan soldater har kæmpet, levet og overlevet igennem 500 års dansk krigshistorie. Du kan lære om forskellige former for krigsteknologi, prøve at betjene vores våben og forstå deres historiske betydning – lige fra et middelaldersværd til en moderne AK-47.
Krigshistorier bliver ofte fortalt som politiske kampe imellem stater, men i denne rundvisning vil vi sætte os i soldatens sted.
Hvordan oplevede ridderen slaget ved Dittmarsken i 1500 i forhold til danske SS-soldater under 2. Verdenskrigs største slag i 1944 i Estland, hvor 300.000 blev dræbt? Hvad betød det, at Danmark indførte værnepligten? Og hvordan ville det se ud fra de danske soldaters perspektiv, hvis den kolde krig var blevet varm og rent faktisk havde resulteret i væbnet kamp? Alle disse spørgsmål vil vi udforske på rundvisningen.
Skydevåbnene på rundvisningen er alle deaktiverede eller attrapper.
Rundvisningen er ikke egnet for gangbesværede eller kørestolsbrugere.