På kurset vil vi komme omkring riggen på traditionelle fartøjer både teoretisk og praktisk. Det er målet at deltagere på kurset bliver kvalificeret til at efterse og vedligeholde en traditionel rigning. Vi ligger vægt på det gode traditionelle håndværk.
Hver deltager introduceres praktisk til klædning, splejsning og bændsling, som vi efterfølgende laver på øvelses wire. Har man et emne (fx et stag med splejset øje) der skal laves til ens eget skib/båd, er man velkommen til at medbringe emnet og lave det på kurset.
Kurset er inklusiv øvelseswire, materialer, overnatning og forplejning.
Kurset starter lørdag formiddag og slutter søndag eftermiddag. Om aftenen indlogeres deltagere på Bonavista, hvor vi stiller hængekøjer til rådighed til alle.
Forplejning dækker kaffe og the, frokost og aftensmad lørdag, samt morgenmad og frokost søndag.
Har du spørgsmål til kurset, så ring gerne til medarbejder Sebastian Sisbo på tlf. 26363555 eller skriv på skibe@natmus.dk
Kurset afholdes i samarbejde med Sejlmager Hansens Eftf. og Skibsbevaringsfonden