Vidste du, at i begyndelsen af 1800tallet boede de fleste af os på landet, og fremstillede selv langt de fleste af de tekstiler, vi havde brug for?
Er du nysgerrig på vores tekstile kulturarv, og har du lyst til at komme helt tæt på nogle af de smukke stoffer, der er bevarede fra den gang, de fleste af os var bønder?
Drømmer du om selv at komme i gang med et håndarbejde, og vil du gerne finde inspiration i vores formødres og -fædres arbejde og hvordan de uden at vide det, tænkte bæredygtigt i valg af holdbare materialer og stolthed i smukke reparationer?
Så er kurset ’uld og historie’ lige noget for dig.
Vi skal besøge nogle af museets gårde og høre om kartegilder, bindestuer og se på bondesamfundets sengetøj og gangtøj med deres smukke mønstre og farvesammensætninger, og opdage forskellen på olmerdug og bolster, hvergarn og vadmel og meget mere.
Du skal selv have fingrene i årets uld fra museets egne får af gamle racer og prøve at karte og spinde. Du kommer i gang med et bindesjal efter museets egen strikkeopskrift og vi lærer nogle gamle teknikker til smukke flettede og vævede bånd.
Du kommer hjem med en masse historisk viden, erfaring med teknikkerne og mulighed for at arbejde videre med de klassiske arbejdsprocesser og skabe nyt, spændende og bæredygtigt design.
Målgruppen er håndarbejdsinteresserede i alle aldre. Du skal have lidt eller nogen erfaring med håndarbejde og have interesse for at dvæle ved arbejdsprocesserne.
Program: Mødested: Frilandsmuseets nordindgang, I.C. Modewegs Vej 4, 2800 Lyngby. Eller på gårdspladsen på museets lille herregård fra Fjellerup (bygning nr. 25)
Kl. 15: Velkomst i herregårdens østfløj, kaffe/te. Første kig på tekstiler fra museets studiesamling.
Kl. 16: Tur til museets hedegård fra Kølvrå, hvor vi hører om fårene og uldens betydning for befolkningens liv, klæder og sengetøj. Vi sætter os på bænke/skamler og går i gang med at forarbejde ulden. I prøver at karte og spinde på håndten - og på rok hvis I har mod på det.
Kl. 18: Fælles vegetar-aftensandwich på herregården Kl. 18.30: Næste kig på tekstiler fra museets studiesamling Kl. 19: Vi går i gang med at fremstille bånd og snore efter gamle teknikker. Vi skal slentre, virke, slynge, flette og spjældvæve.
Præsentation af Frilandsmuseets bindesjal. Alle kursister får en opskrift og vi sørger for at I kommer godt i gang med at strikke sjalet. Medbring selv det garn du påtænker at strikke sjal af. Alt uldgarn kan i princippet bruges. Du skal bruge ca. 350 gr. Undervejs vil der være kaffe/te og kage/frugt. Kl. 21: Tak for i dag og fælles afgang til museets nordlige udgang I.C. Modewegs Vej 4, 2800 Lyngby. |