På fredage i januar og februar kan du som noget helt særligt opleve Kronborg efter lukketid og høre slottets historie gennem et specielt udvalgt tema. Når slottet er gjort klar til natten, lyset i kongelejligheden er slukket og alle slotsværterne gået hjem, står en guide klar til at invitere indenfor på det stille, dunkle slot. Sammen bevæger I jer gennem storslåede sale, private kamre, går ad snoede trapper og gennem låste døre kun oplyst af det svindende aftenlys og jeres lommelygter. Alt sammen krydret med de bedste fortællinger om det 600 år gamle slot og dets beboere.
Temaet står i uhyggens tegn. Her dykker vi ned i nogle af de mere dystre fortællinger fra Kronborgs fortid. Hør om alt fra slaveoprør til nutidens uforklarlige hændelser.
Alle ture afsluttes i de gamle køkkener med en romkugle og et glas portvin, der er inkluderet i billetten.
’Kronborg efter lukketid’ har et begrænset antal billetter og finder sted fredagsaftener i januar og februar. Anbefalet alder: Fra 12 år.