Med Sind og Sjæl flaaet og sprængt i Stumper og Stykker
Små 30.000 dansksindede sønderjyder kæmpede på tysk side under 1. verdenskrig. 6.000 kom aldrig hjem igen. Og blandt de, der gjorde, kom tusindvis hjem med ar på sjælen. Én af skæbnerne var Rasmus Christian Petersen.
I foredraget følger vi hans kamp – i skyttegraven og med sit eget sind. Og med afsæt i Rasmus fortælles den dramatiske historie om de dansksindede i grænselandet og de følelsesladede og voldsomme politiske begivenheder, der efter den første verdenskrig, den europæiske urkatastrofe, førte til det, vi i dag kender som Genforeningen.
Simon Kratholm Ankjærgaard er historiker og forfatter og forholder sig i foredraget også til det kollektive traume, som krigen førte med sig hos de unge soldater, der vendte hjem – martrede i deres sind.